Metoder

Du får her info om de metoder, der bliver brugt i behandlingen og samtalerne:

Den kognitive tilgang

Kort sagt  bliver du bevidst om, hvad det er for nogle tanker, der flyver gennem hovedet på dig, hvilke følelser du tager stoffer på, og hvad det er, der sker i kroppen.

Når du ved det, så kan du gøre noget ved det! Og det vil vi gerne hjælpe dig med, så du kan få en følelse af, at få kontrollen over hashen og/eller stofferne – og komme i gang med de ting, du ønsker at fylde din tilværelse med.

De fleste  mennesker har én eller anden form for afhængighed af f.eks. sukker, kaffe, cigaretter, arbejde, træning, sex eller stoffer.

Denne  afhængighed er ikke nødvendigvis direkte skadelig for os. Men for nogen kan brug af f.eks. hash og andre stoffer få så stor magt over en, at man måske føler, at det er stofferne, der dikterer, hvornår man skal tage dem, i stedet for  at det er en selv, der har kontrollen.

Eller også er det ganske enkelt bare blevet en vane, så man efterhånden slet ikke når at tænke, hvad der sker, før man ryger den næste joint eller tager den næste bane…

De fleste ønsker at være herre i deres eget liv.

Hovedformålet med den kognitive metode brugt i behandlingen er netop at være med til at gøre dig bevidst om din adfærd samt tanke – og handlemønstre.

Du bliver klar over, hvad det er for nogle tanker, følelser og kropsfornemmelser, der opstår i dig i forskellige situationer, hvor du (ikke) vælger at ryge hash eller tage stoffer.

Vi vil i behandlingen undersøge de situationer, som for dig udløser stoftrang – og udfordre de tanker, følelser og leveregler, som for dig kan være årsagen til, at dit stofforbrug opretholdes.

 

Den løsningsfokuserede tilgang

Det løsningsfokuserede handler om, at vi på en anerkendende måde ser på, hvad der tidligere har virket for dig, hvad der virker nu, og hvad der vil kunne virke fremover.

Kort og godt  vil vi være nysgerrige og undersøgende i forhold til, hvad du gør, og som allerede virker i stedet på at bruge energi på, hvad der ikke virker!

Den systemiske/løsningsfokuserede tilgang er en coachende tilgang. Som det fremgår af ordet, så fokuserer vi på løsninger frem for problemer og forholder os til:

Hvor er du nu?

Hvor vil du gerne hen?

Hvad vil det første lille skridt på vejen være for at nå derhen, hvor du gerne vil?

Vi tager udgangspunkt i, at dine problemer og måder at forstå tingene på ikke altid kun handler om dig, men ofte hænger sammen med de mennesker, du er sammen med og de omgivelser, du er i.

For at forstå og løse et givent problem vil vi være undersøgende.

Det kan være i forhold til familien, vennerne, arbejdspladsen og i princippet alle mulige sammenhænge, som påvirker din stofafhængighed samt din generelle situation og tilstand i større eller mindre grad.

Metoden fokuserer på dine muligheder, hvad har du af brugbare ressourcer, ønsker og mål samt evner til at udvikle tiltag, som kan løse problemerne.

Vi undersøger, om samspillet på de forskellige områder kan blive mere hensigtsmæssigt,  hvad bedre kommunikation kan, og hvordan vi kan forbedre dine relationer?

 

Den motiverende samtale

Den motiverende samtale er en ikke-fordømmende, undersøgende måde at være sammen med den, der kommer til samtalen snarere end, at det er en bestemt metode.

Sammen undersøges tanker, følelser, ønsker og tvivl i forhold til det at skulle se på og gennemføre forandring.

Der hvor motivationen er, forsøges den støttet og stimuleret.

Den grundlæggende tanke er at fremkalde deltagerens egentlige indre motivation for ændring. I stedet for at benytte overtalelse, konfrontation eller tvang bygger motivationssamtalen på at identificere og mobilisere deltagerens indre værdier og mål.

Teorien er, at et menneske hovedsagelig motiveres til ændring af adfærd og vaner gennem egne indre beslutningsproces.

Book gratis og anonym samtale